Frederiks Plads får nyt liv og mere grønt. I disse uger forvandles området – der bliver plantet træer, græsser og stauder, og der bliver opsat store bede og kummer. Det sker som en del af udviklingen af Frederiks Hus med ambitionen om at skabe et mere frodigt, indbydende og brugbart byrum i midten af Aarhus.

I alt opstilles 24 plantekummer; otte i beton og seksten i stål. De vil sammen danne et varieret og frodigt udtryk, der ændrer karakter med årstiderne. I kummerne plantes almindelig robinie, bærmispel og hvidtjørn – robuste og smukke bytræer, der både giver højde, skygge og et markant grønt præg.

Under træernes kroner breder et tæppe af prydgræsser og stauder sig – en sammensætning af brun star, brogetbladet havesandrør, stor frytle, pibegræs, mosebunke og blåtop. Tilsammen skaber de et levende udtryk med bevægelse, farver og struktur, der skifter gennem året.

IMG_3246-web-aspect-ratio-1526-2088

Biodiversitet og hjemmehørende arter
De udvalgte plantearter er sammensat med blik for æstetik, robusthed og biodiversitet. Der er lagt vægt på hjemmehørende arter, som understøtter det lokale økosystem og tiltrækker insekter. Træer som hvidtjørn og bærmispel bidrager med blomster og bær, der fungerer som naturlige fødekilder for bier, sommerfugle og fugle gennem årets gang. Også de valgte græsser og stauder skaber levesteder og skjul for smådyr, mens deres blomstring og struktur giver variation og liv til pladsen.

Ved at bruge robuste, hjemmehørende planter, fremmes en mere modstandsdygtig og selvopretholdende beplantning, som kræver minimal pleje og samtidig bidrager positivt til byens grønne økosystem. På den måde bliver Frederiks Plads ikke blot et grønt pusterum, men også et lille, levende bidrag til den samlede biodiversitet i Aarhus.

Vanding og belysning
For at give de bedste vækstbetingelser, er alle bede udstyret med automatisk vandingsanlæg, der sikrer, at planterne trives året rundt. Betonbedene får indbygget belysning: små spots i selve bedene og LED-bånd ved den påbyggede bænk, som i aftentimerne vil kaste et blødt, stemningsfuldt lys over pladsen.

Når foråret kommer, vil beplantningen folde sig ud og give pladsen et helt nyt udtryk. Kombinationen er udvalgt for at skabe et harmonisk, levende miljø – et grønt åndehul midt i byen.

IMG_3248-web-aspect-ratio-1344-1916

Et samarbejde om byens grønne udvikling
Beplantningen udføres af Buus Anlægsgartner, koordineret af Raundahl & Moesby som en del af totalentreprisen for Frederiks Hus.

Selve indretningen af Frederiks Plads er oprindeligt bekostet af Bohnsen Ejendomme og NCC, og driften varetages i dag af Grundejerforeningen Frederiks Plads, hvor Frederiks Hus er repræsenteret med 45%. Aarhus Kommune har ikke økonomisk ansvar for området, men pladsen er et offentligt byrum, som alle kan færdes i og nyde.

Den igangværende opsætning og beplantning af pladsen finansieres af Frederiks Hus, mens Grundejerforeningen fremover står for drift og vedligehold. Det er et eksempel på, hvordan lokale ejere og byens aktører i fællesskab skaber grønne løsninger, der både forskønner og gavner byens miljø.

Et grønt varsel om foråret – og en forsmag på fremtiden
Den grønne opgradering af Frederiks Plads gennemføres nu, så området står klar i god tid inden Kulbroens åbning i april 2026. Når broen snart forbinder Frederiks Plads med Sydhavnen, bliver området et naturligt knudepunkt mellem den nye erhvervsbydel og Aarhus C – og et grønt, indbydende mødested for både beboere, erhverv og besøgende.

Til foråret vil Frederiks Plads stå som et mere grønt vartegn og mødested midt i byen. Vi er stolte over at være medvirkende til denne proces og har et ønske og at videreudvikle pladsen med endnu flere grønne tiltag og være en del af skabelsen af et hyggeligt opholdsrum for mennesker og liv. Et sted der forener arkitektur og natur, og hvor Aarhus’ nye byrum for alvor begynder at gro og leve.

IMG_3295-web-aspect-ratio-2000-1954
Se prospekter